

1. GYLDIGHED/GENERELT
Nedenstående almindelige salgs-og leveringsbetingelser finder anvendelse i det omfang, de ikke særskilt er fraveget ved anden aftale, og gælder således for alle tilbud, salg og leverancer fra HH Automation A/S.
2. TILBUD
Hvor andet ikke er udtrykkeligt anført, er ethvert tilbud kun bindende for sælger i 30 dage.
Med mindre andet er skriftligt aftalt, er opgivne leveringstider efter bedste skøn og med forbehold for mellemsalg.
3. KATALOGER, PROSPEKTER OG TEKNISKE INFORMATIONER M.V.
Enhver oplysning angående vægt, dimensioner, kapacitet og tekniske anlæg i katalog, beskrivelse, prospekt, annonce m.v. er at betragte som orienterende og er kun forpligtende i det omfang, der udtrykkeligt henvises til dem i tilbud og/eller ordrebekræftelse.
Vi forbeholder os ret til ændringer i udførelse m.v. uden forudgående varsel. Sådanne ændringer giver ikke køber ret til at hæve købet, med mindre køber kan bevise, at en bestemt konstruktion, udførelse m.v. var en forudsætning for købet.
Foretagne ændringer og heraf foranlediget hævning af købet berettiger ikke køber til nogen skadeserstatning. For materiel, der ifølge sin art kræver særlig dokumentation med henblik på montage, tilslutning, drift og/eller vedligeholdelse, vil sælger uden beregning forsyne køber med sådan dokumentation senest samtidig med levering.
Sælger forbeholder sig ret til at foreskrive, at sådan dokumentation behandles fortroligt. Alle tegninger og tekniske dokumenter vedrørende produkterne, som overlades køber før eller efter aftales indgåelse, forbliver sælgers ejendom.
Sådan materiale må ikke uden sælgers skriftlige tilladelse anvendes af køber eller kopieres, reproduceres, overgives trediemand eller på anden måde bringes til trediemands kundskab.
4. LEVERINGSTID
Leveringstider regnes fra det seneste af følgende tidspunkter:
a) Sælgers modtagelse af købers ordre. Såfremt ordren indeholder betingelser, som er afvigende fra sælgers tilbud, gælder den dato, på hvilken sådanne uoverensstemmelser er endeligt afklaret parterne imellem.
b) Sælgers modtagelse fra køber af sådanne komplette tekniske specifikationer og/eller aftalt forudbetaling, som måtte være nødvendige for leverancens gennemførelse.
Ud over den i aftalen særligt fastsatte leveringstid er vi berettiget til en forlængelse af leveringstiden under forudsætning af, at køber uden ugrundet ophold bliver underrettet om enhver forventet overskridelse af den fastsatte leveringstid.
Såfremt vi ikke ser os i stand til at levere det solgte til en ifølge foregående stykke forlænget leveringstid, har køber ret til at hæve købet.
De opgivne leveringstider er baseret på leveringsoplysninger indhentet fra pågældende leverandør. Sælger påtager sig ikke erstatningsansvar for eventuelle forsinkelser, som er mere vidtgående end den pågældende fabrikants standardbetingelser, henholdsvis de i fremstillingslandet for pågældende industrigren gældende lovregler.
Endvidere er enhver ordre modtaget under forbehold af force majeure, jfr. i øvrigt nedenfor under pkt. 10.
Sælgers ansvar for tab, køber måtte lide som følge af forsinkelse eller manglende levering, kan aldrig overstige 10% af værdien af den forsinkede del af leverancen.
I tilfælde af forsinkelse eller manglende levering kan sælger ikke gøres ansvarlig for bøder, driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab eller i øvrigt for følgeskader.
5. PRISER
Prisangivelser i kataloger, prislister etc. er orienterende og kan til enhver tid ændres uden forudgående varsel.
Pris i tilbud er kun forpligtende mod angivelse af endelig og bindende ordre senest en måned fra tilbudsafgivelsen.
Prisangivelser i tilbud og ordrebekræftelser er baseret på den i tilbudet/ordrebekræftelsen anførte vekselkurs (basiskurs). Såfremt vekselkursen på leveringsdagen afviger 1% eller mere fra basiskursen, reguleres faktureringsprisen procentuelt tilsvarende.
Enhver prisangivelse er endvidere baseret på de på afgivelsestidspunktet gældende toldsatser samt øvrige offentlige/lovbestemte afgifter og byrder. I tilfælde af ændring af disse vil leveringsprisen blive reguleret tilsvarende.
Såfremt levering udskydes som følge af købers ønske eller forhold, der kan tilregnes køber, vil fakturering ske til den på leveringsdagen gældende pris.
Hvor intet andet er aftalt, er priserne inklusive emballage, men eksklusive moms og andre offentlige afgifter, gebyrer og lign.
Med mindre anden skriftlig aftale foreligger, gælder priserne for levering ab vort lager.
Sælger forbeholder sig særskilt ret til at pålægge gebyr ved ekspedition af ordrer.
Tidspunktet for risikoens overgang fastsættes i overensstemmelse med de af det internationale Handelskammer til enhver tid udarbejdede internationale regler om fortolkning af handelstermer (Incoterms).
6. FORSENDELSE
Når sælger påtager sig forsendelse, vil denne i alle tilfælde foregå for købers regning og risiko.
Med mindre særlig forsendelsesmåde er aftalt, foretages forsendelsen på den måde, som sælger til enhver tid finder mest hensigtsmæssig, og uden ansvar for eventuelle fragtdifferencer.
7. BETALINGSBETINGELSER
Betaling skal erlægges kontant senest 30 dage efter fakturadato, såfremt andet ikke er anført på fakturaen. For mindre leverancer til købere, der ikke har løbende konto hos sælger, vil levering af administrative årsager dog ske pr. efterkrav.
Såfremt betaling ikke erlægges rettidigt, forbeholdes der ret til beregning af rente af den til enhver tid gældende restgæld fra forfaldsdagen med 2% pr. måned.
Leverancer forbliver sælgers ejendom, indtil betaling er erlagt fuldt ud.
8. REKLAMATIONER - AFHJÆLPNING AF MANGLER
Reklamation for så vidt angår mængdeafvigelser skal ske senest 8 dage, efter at levering har fundet sted.
Såfremt køber ønsker at reklamere over eventuelle mangler, skal skriftlig reklamation fremsættes uden ugrundet ophold, efter at manglen er konstateret.
Efter at sælger har modtaget reklamation om en mangel, som anses for omfattet af denne bestemmelse, vil sælger uden forsinkelse afhjælpe manglen.
Sælger påtager sig i en periode af 12 på hinanden følgende måneder efter fakturadato uden ugrundet ophold at foretage omlevering eller reparation efter sælgers valg, når der foreligger mangler ved leverancen, som skyldes fejl i konstruktion, materiale eller fremstilling.
Sælgers ansvar for mangler omfatter ikke fejl, der skyldes en af køber foreskrevet konstruktion eller udførelse, ændringer foretaget af køber uden sælgers skriftligt afgivne indforståelse, fejlagtig reparation udført af køber eller på dennes foranledning, fejlagtig montering eller behandling, mangelfuld vedligeholdelse, eller andre forhold der må tilregnes køber.
Ej heller påtager sælger sig forpligtelser for forringelser, der skyldes almindeligt slid eller ælde.
Afhjælpning omfatter ikke sådanne tilfælde, hvor mangler skyldes almindeligt slid, eller at leverancen ikke er blevet vedligeholdt og anvendt i fuld overensstemmelse med sælger eller sælgers leverandørs forskrifter, fejlagtig eller uhensigtsmæssig brug, herunder brug af forkerte hjælpemidler, ændringer eller tekniske indgreb foretaget uden skriftligt samtykke fra sælger, uregelmæssig elforsyning, forkert montering eller ekstraordinære klimatiske påvirkninger.
Omkostninger ved montering og demontering er ikke omfattet af afhjælpningsretten.
Kan køber selv udføre afhjælpningen på sin plads, er sælgers afhjælpningsforpligtelse efter denne bestemmelse opfyldt ved fremsendelse af ny eller repareret del.
Defekte dele eller produkter må tilsendes sælger for købers regning og risiko og kun efter forudgående aftale. Reparerede dele eller produkter returneres for sælgers regning og risiko.
Mangelfulde dele, som er ombyttet i henhold til foranstående, skal stilles til sælgers disposition.
Sælger yder afhjælpningsret for dele af leverancen, som er udskiftet eller repareret på samme vilkår og under samme forudsætninger som for den oprindelige leverance.
Afhjælpningsforpligtelsen gælder dog ikke for nogen del af leverancen ud over 18 måneder fra den oprindelige fakturadato.
Det solgte modtages kun retur efter forudgående skriftlig aftale herom.
Efter at risikoen for leverancen er gået over til køber, har sælger intet ansvar for mangler ud over de forpligtelser, der er fastsat ovenfor.
Sælger påtager sig intet ansvar og ingen erstatningspligt for eventuel skade på andet materiel eller anden ejendom, driftstab, avancetab eller anden afledt skade uanset årsag.
9. PRODUKTANSVAR
For skade på personer, som følge af fejl eller mangler ved leverede produkter, hæfter sælger i henhold til gældende lov om produktansvar. Sælger er ikke ansvarlig for driftstab, avancetab, udgifter til genskabelse af ødelagte data på databærere eller andet indirekte tab.
Sælger er ikke ansvarlig for skade på fast ejendom eller løsøre, som indtræder, mens leverancen er i købers besiddelse. Sælger er ej heller ansvarlig for skade på produkter, der er fremstillet af køber, eller for produkter, hvori disse indgår.
I den udstrækning sælger, måtte blive pålagt produktansvar over for trediemand, er køber forpligtet til at holde sælger skadesløs i samme omfang, som sælgers ansvar er begrænset efter de to foregående stykker.
Hvis trediemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatningsansvar i henhold til nærværende pkt. 9, skal denne part straks underrette den anden part herom.
10. FORCE MAJEURE
Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed, såfremt de forhindrer aftalens opfyldelse, eller gør opfyldelsen urimeligt byrdefuld: Arbejdskonflikt og enhver anden omstændighed, som parterne ikke er herre over, såsom brand, krig, mobilisering eller uforudsete militærindkaldelser af tilsvarende omfang, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør, uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraft samt mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder.
Det påhviler den part, der ønsker at påberåbe sig nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder, uden ugrundet ophold skriftligt at underrette den anden part om dens opståen og ophør.
Ved force majeure hos køber skal denne dække de omkostninger, sælger pådrager sig for at sikre og beskytte leverancen.
Uanset hvad der i øvrigt følger af disse almindelige salgs- og leveringsbetingelser, kan enhver af parterne hæve aftalen ved skriftlig meddelelse til den anden part, såfremt aftalens opfyldelse hindres i mere end 6 måneder af en begivenhed som nævnt ovenfor.
11. EKSPORT
Da visse produkter kan være omfattet af embargo-bestemmelser, må eksport af sådanne, ikke finde sted uden forudgående skriftlig aftale med sælger.
12. AFGØRELSE AF TVISTIGHEDER - VÆRNETING
Enhver tvist mellem sælger og køber i anledning af leverancer omfattet af nærværende almindelige salgs- og leveringsbetingelser skal afgøres efter dansk rets regler og med Sø- og Handelsretten i København som værneting. 
|